Albanien og Nordmakedonien; ofre for det autokratiserende EU-oligarki

Leo Klinkers
Forbundsalliancen af Europæiske Føderalister (FAEF)
24 oktober 2019

Hvad skete der?

I oktober 2019 besluttede Det Europæiske Råd efter råd fra de berørte EU-ministre at indstille tiltrædelsesforhandlingerne med Albanien og Nordmakedonien. Frankrig, Nederlandene, Spanien og Danmark havde ikke længere tillid til det. Foranstaltninger til bekæmpelse af korruption og kriminalitet og forbedringer i den offentlige forvaltning var endnu ikke gennemført i tilstrækkelig grad.

Jeg går ind i denne beslutning med fem tankegange. Bemærk den måde, hvorpå Frankrig (Macron) og Nederlandene (Rutte) behandles i denne artikel. 

Det Europæiske Råd har intet demokratisk mandat

Et af demokratiets fundamenter er, at administratorer skal stå til ansvar for deres beslutninger over for et forfatningsmæssigt valgt parlament.

EU er ikke baseret på en forfatning, men på en traktat - i denne sammenhæng Lissabontraktaten. Det er derfor blot en form for samarbejde mellem regeringer. Denne form for samarbejde kaldes mellemstatslig regering, hvor regeringsledere og statsoverhoveder udgør det beslutningsdygtige organ. Ikke folkets repræsentanter. Enten fordi der ikke findes et parlament, eller fordi det ikke har myndighed til at stille administratorerne til ansvar. 

Europa-Parlamentet har kun nogle få beføjelser til at godkende eller misbillige noget. Det Europæiske Råd, der består af 27 regeringsledere og statsoverhoveder, træffer de vigtigste beslutninger, men det er ikke valgt af folket. Rådet har derfor ikke noget forfatningsmæssigt fastlagt demokratisk mandat. Og da medlemmerne af Det Europæiske Råd ikke kan stilles til ansvar, er de urørlige. 

Medlemmerne af Det Europæiske Råd kan ignorere kritik fra Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen og medierne. Traktaten giver Rådet beføjelse til at træffe enhver beslutning, som det anser for at tjene EU's mål. Basta.  

Det Europæiske Råd er en form for autokratiserende oligarki

Jean-Jacques Rousseau lærte os, at enhver repræsentation af folket er et valgaristokrati. Og at det altid vil udvikle sig i retning af et oligarki. Derefter har et oligarki altid en tendens til at glide over i en form for autokrati. Historien har mange eksempler på virkelige og kommende autokrater. Også i dagens verden: Trump, Johnson, Erdogan, Putin, Bolsonaro, Orban, Assad, Xi Jingpin, Maduro, Netanyahu, for blot at nævne nogle få. 

Der er behov for forsvarsmekanismer for at bremse en sådan udvikling, som er skadelig for befolkningen. De skal indbygges i det forfatningsmæssige og institutionelle system i en demokratisk stat. Hvor de mangler eller er svage, griber autokraterne chancen. 

I afsnit 6.3.5 i min bogSuverænitet, sikkerhed og solidaritet Jeg diskuterer, hvordan Valérie Giscard d'Estaings forsøg på at udforme en egentlig europæisk forfatning (2003) er blevet torpederet af afvisningen af folkeafstemningen i Frankrig og Nederlandene (2005). Derefter overtog EU's ledere arbejdet, og med opbygningen af Lissabontraktaten satte de sig selv i spidsen for den endelige beslutningsproces som et europæisk råd. Som følge heraf - dvs. på grund af fraværet af et reelt parlament med beføjelse til at stille regeringsembedsmænd til ansvar - mangler den første forsvarsmekanisme mod personer, der stræber efter (mere og mere) administrativ magt uden at skulle stå til ansvar for brugen af denne magt. Dette kan kun løses ved at udskifte traktaten med en forfatning. Og dermed sende regeringscheferne tilbage til deres eget land, fordi dobbeltmandater (incompatibilité des fonctions) er forfatningsmæssigt forkastelige. 

Europa-Parlamentet kan ses som en form for valgaristokrati. Det trick, hvormed Det Europæiske Råd har sat sig selv i spidsen for dette, er et eksempel på et snigende oligarki, der er afledt af Europa-Parlamentet som valgaristokrati. Og inden for dette oligarki på 27 personer er det altid to medlemmer, der gennemtvinger de virkelige beslutninger: Frankrig og Tyskland. I den seneste tid synes der at være en tendens til, at det bliver en tandem af Frankrig og Nederlandene. Mere om det senere. 

Lissabontraktaten indeholder ingen forsvarsmekanismer mod autokratiserende oligarki. Det er en kaotisk traktat med modstridende artikler og mange undtagelser fra reglerne. Det gør den til det værste juridiske dokument, der nogensinde er blevet udarbejdet i Europas historie. Jeg henviser til European Federalist Papers og til den ovennævnte bog for at få de argumenter, der ligger til grund for denne holdning. For en fremragende artikel om behovet for at indbygge mekanismer til at forsvare demokratiet henviser jeg til følgende "Det institutionelle forsvar af demokratiet af Matteo Laruffa.

Det Europæiske Råd gemmer sig bag princippet om enstemmighed

Et af de kneb, hvormed Det Europæiske Råd - ligesom Sikkerhedsrådet i FN - har organiseret sin ukrænkelighed, er at træffe beslutninger ved enstemmighed. Det har den fordel, at Rådet kan udtale sig om kontroversielle spørgsmål: "Vi er alle enige". Det lukker munden på kritik og forhindrer, at medlemmerne kan blive spillet ud mod hinanden, efter at beslutningen er truffet. 

Det er ikke alle spørgsmål, der er omfattet af reglen om enstemmighed. I visse spørgsmål træffer Det Europæiske Råd afgørelse med flertal. Men når det drejer sig om nye medlemsstaters tiltrædelse - som det er tilfældet med Albanien og Nordmakedonien - gælder princippet om enstemmighed. Det er blevet bredt omtalt i medierne, at især Frankrig og Nederlandene - støttet af Danmark og Spanien - ønskede at stoppe tiltrædelsesforhandlingerne. Det er et veto. Hvorefter hele Det Europæiske Råd skulle støtte en enstemmig beslutning om at forkaste forslaget. 

I den næste tankegang vil jeg uddybe dette yderligere.

Macron og Rutte begår "magtmisbrug".

Macron og Rutte spiller et mærkeligt spil, når det drejer sig om enstemmighed i Det Europæiske Råd. I min artikel "Macron og Rutte: mellemstatslighed 2.0 Jeg forklarer, hvordan Macron i sin tale på Sorbonne i september 2017 angreb princippet om enstemmighed i Det Europæiske Råd. Han gik ind for flertalsafgørelser for at forhindre, at vetoer fra en eller flere regeringschefer blokerer for beslutningstagning om vigtige spørgsmål. 

I sin Churchill-forelæsning i Zürich i februar 2019 tog Rutte endnu stærkere stilling mod princippet om enstemmighed. I det mindste for nogle få emner, såsom indførelse af sanktioner mod lande uden for EU. Der skal ikke megen viden og erfaring med offentlig forvaltning til at forudsige, at Det Europæiske Råd snart efter afskaffelsen af enstemmighedsprincippet for et sådant emne også ved hjælp af flertalsbeslutninger vil pålægge sanktioner mod EU-lande, der ikke overholder traktatforpligtelserne og yderligere aftaler, f.eks. om modtagelse af indvandrere, ved hjælp af flertalsbeslutninger.

Det skal bemærkes, at jeg er modstander af princippet om enstemmighed, fordi det med sin skjulte vetoret kun tjener til at beskytte nationale og nationalistiske interesser. Det er derfor ikke i EU's interesse, og slet ikke i Europas interesse. 

Men hvad ser vi i sagen om Albanien og Nordmakedonien? Der er tale om en manipulation af princippet om enstemmighed. I offentligheden insisterer Macron og Rutte på behovet for at afskaffe princippet om enstemmighed. Men for at blokere Albaniens og Nordmakedoniens adgang til EU gør de god brug af det. 

Jeg skal nu introducere nogle juridiske begreber, idet jeg ved, at denne artikel ikke giver tilstrækkelig plads til at forklare dem i detaljer. 

I det forgangne århundrede gav fransk ret de andre europæiske landes retssystemer nogle vigtige principper for god forvaltning. For eksempel forbyder dommere beslutninger baseret på détournement de pouvoir. Dette er brugen af en beføjelse til et andet formål end det, som den blev givet til. Tæt forbundet hermed er princippet om misbrug af rettigheder. Dette er misbrug af rettigheder. Man kan diskutere, om det er en af disse to ting, der er på spil i denne sag. Men det er svært at benægte, at en kombination af begge principper helt sikkert er gældende: misbrug af magt, misbrug af magt. Inden for EU-retten betragtes dette nu som et generelt princip, der ikke bør overtrædes af EU-organer. Jeg vil råde Albanien og Nordmakedonien til at søge juridisk rådgivning om, hvorvidt der på dette grundlag kan anlægges sag mod Det Europæiske Råd. 

Jeg betragter Macrons og Ruttes pilletur med princippet om enstemmighed som politisk spild fra et autokratiserende oligarki. Politisk spild i betydningen korruption. Men pas på. Jeg taler ikke om den almindelige opfattelse af korruption i form af at tage imod penge for at låne tjenester. Udtrykket "korruption" stammer fra det latinske ord "corrumpere". Og det betyder "fordærv". Et autokratiserende oligarki vil altid skabe ødelæggelse. Eller som Voltaire engang sagde: "Une droit porté trop loin devient une injustice" (En ret, der er gennemført for langt væk, bliver en uretfærdighed).

Et føderalt Europa ville ikke have dette problem

Jeg kan ikke redegøre for de demokratiske værdier i et føderalt Europa i denne artikel. For at gøre det kortfattet henviser jeg igen til den ovennævnte litteratur. Jeg vil nøjes med at sige, at alt, hvad der går galt i denne sag, direkte skyldes, at Lissabontraktaten er et juridisk uhyrligt uhyre, som hurtigst muligt skal erstattes af en føderal forfatning for Europas Forenede Stater. 

Hvis Europa fik en føderal statsstruktur, ville de argumenter, som Frankrig, Nederlandene, Spanien og Danmark fremførte i oktober 2019 mod at indlede yderligere tiltrædelsesforhandlinger, ikke gælde. I et føderalt Europa vil medlemsstaterne, selv om de fortsat er suveræne, overlade det til et føderalt organ at behandle en begrænset række spørgsmål, som de ikke selv kan behandle. Et af disse spørgsmål vedrører retsvæsenet. Spørgsmål vedrørende bekæmpelse af korruption og kriminalitet vil således falde ind under de føderale retslige organer som f.eks. det føderale politi og de føderale dommere. 

Jeg har ikke mere at sige.